Billund Lufthavn bygger ny stor hangar til dansk flyselskab

Lige før sommerferien blev de første lag jord fjernet, for at gøre klar til at bygge endnu en hangar i Billund Lufthavn. Den skal være så stor, at den kan rumme de Airbus 3200 fly, som flyselskabet DAT (Danish Air Transport) for nyligt har anskaffet.

12. august 2014 13:00

Det er ikke hver dag, at et dansk flyselskab formår at øge aktiviteten i Billund Lufthavn i et omfang, der skaber behov for at opføre en ny, stor hangar. Men det er lige præcis, hvad DAT har gjort. Tidligere i år anskaffede det danskejede flyselskab sig foreløbig to fly af typen Airbus 320, som skal flyve charterflyvninger primært fra Billund.

DAT har allerede hangar og serviceafdeling i andre lufthavne, men med en ny hangar i Billund Lufthavn bliver det nemmere for selskabet at servicere de fly og besætninger, som flyver herfra.

"Vi er rigtig glade for, at Danish Air Transport øger sine aktiviteter i lufthavnen, og opførelsen af en hangar til deres fly ser vi som et udtryk for, at begge parter forventer et godt og langvarigt samarbejde," siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen. "En moderne hangar giver en række fordele og nye muligheder for flyselskabet, og det er vores håb, at det kan være med til at understøtte aktiviteterne ud af Billund."

Også fra DAT udtrykker CEO, Jesper Rungholm, sin tilfredshed med initiativet. ”Vi har arbejdet med charterflyvning i mange år, men investeringen i Airbus 320 fly er den største, vi hidtil har foretaget, og så er det naturligvis glædeligt, at Billund Lufthavn har en så konstruktiv indstilling. Det vil afgjort have betydning for fremtidens udviklingsmuligheder,” udtaler han.

Der er rejsegilde på hangaren onsdag den 20. august 2014 kl. 11.00. Rejsegildet afholdes på byggepladsen, og der vil være gående og ledsaget adgang fra Hovedporten på Cirrusvej. Parkering kan foregå på Cirrusvej.

Det er den tredje hangar, der opføres i lufthavnen inden for de seneste år. De øvrige to hangarer er udlejet til hhv. Ryanair og Sun-Air. Alle tre hangarer kan rumme fly af størrelsen optil Boeing 737 eller Airbus 320.