Oversøiske charterrejser hitter fra Billund Lufthavn

Nye destinationer som eksempelvis Cuba og Kenya betyder, at antallet af chartergæster, der flyver oversøisk fra Billund Lufthavn, er øget med 15 procent siden sidste vinter. Danskerne har mod på længere og dyrere rejser, siger direktør for Bravo Tours.

22. april 2014 16:30

Mexico, Cuba, Den Dominikanske Republik, Dansk Vestindien, Phuket og Kenya. De danske chartergæster er vilde med eksotiske chartermål. Det mærker man i Billund Lufthavn, hvor både antallet af destinationer og chartergæster til de fjerne rejsemål er steget det seneste år. Hos Bravo Tours, der i år har udvidet med Cuba og Kenya fra Billund Lufthavn, er man sikker på, at de nye destinatoner er kommet for at blive.

- Folk har mod på længere og dyrere rejser, der kan give en oplevelse for livet. Vi har haft udsolgte afgange til både Kenya og Cuba, så vores gæster har taget godt imod de nye destinationer, siger Peder Hornshøj, administrerende direktør hos Bravo Tours.

Bravo Tours har i løbet af vinteren sendt godt 1.200 gæster til Cuba fra Bil-lund Lufthavn og cirka 500 til Kenya. Samtidig har de klassiske vinterdestinationer fortsat vist deres berettigelse, og salget af sommerrejser går også bedre end sidste år. Her er det især rejser til Grækenland og Spanien, der er populære hos danskerne.

 

Branchen fornyer sig

Hos Billund Lufthavn glæder man sig over, at det gode samarbejde med char-terselskaberne løbende resulterer i nye, interessante destinationer, der giver danskerne lyst til at rejse ud i verden. En udvikling, der viser, at charterbranchen er god til at tilpasse sig forbrugernes ønsker og behov.

- Det er glædeligt, at chartergæsterne har taget godt imod de nye destinationer. Det er et symbol på, at branchen formår at forny sig og har fingeren på pulsen i forhold til gæsternes behov for unikke rejsemål over hele verden, siger Jesper Klausholm, marketingchef i Billund Lufthavn.

Med cirka én million charterpassagerer om året er Billund Lufthavn Vestdanmarks foretrukne charterlufthavn.

 

Jubilæumsår sætter charterrejsen i scene

Siden lufthavnen i Billund åbnede den 1. november 1964 har chartergæster haft en stor betydning for lufthavnens udvikling. Lige fra den klassiske charterferie i 60’erne til nutidens mangfoldige rejseform. I anledning af lufthavnens 50-års jubilæum sætter Billund ekstra fokus på charterrejsen netop i år. Den mangfoldige rejseform blev blandt andet fejret den 12. april, hvor 1.000 charterturister havde en stor fest i lufthavnen sammen med blandt andet livsstilsekspert Anne Glad, tv-vært Anders Breinholt og sangeren Lis Sørensen.

 

Fakta om Billund Lufthavn

  • Åbnede 1. november 1964 og fejrer 50-års jubilæum i hele 2014.
  • Har i dag en passagerterminal på 40.000 m², der betjener i alt 2,8 millioner passagerer om året.