London Heathrow med British airways

Ny rute fra Billund til Europas travleste lufthavn - London Heathrow. London Heathrow er den største lufthavn i Europa og den 3. største lufthavn i Verden med sine 73 millioner passagerer årligt.

28. oktober 2015 08:30

Den 3. maj 2016 starter British Airways en ny direkte rute fra Billund til London Heathrow.

London Heathrow er den største lufthavn i Europa og den 3. største lufthavn i Verden med sine 73 millioner passagerer årligt. Lufthavnen ligger i den vestlige del af den engelske hovedstad, kun 23km fra centrum. Det er let at komme ind til byen med Heathrow Expressen og samtidig kører der busser herfra til de fleste større engelske byer.

British Airways, Storbritanniens største flyselskab, flyver med sine samarbejdspartnere til mere end 170 destinationer i 70 forskellige lande fra Heathrow lufthavnen. Flyselskabet er desuden medlem af Oneworld alliancen, der tilsammen servicere mere end 1.000 destinationer verden over.

Ruten vil få i alt 11 ugentligte afgange, fordelt på en daglig afgang fra London Heathrow kl. 07.45 med ankomst til Billund kl.  10.25. Og en returflyvning kl. 11.25 fra Billund med ankomst i London Heathrow kl. 12.10. Derudover vil der på mandage, tirsdag, torsdag og fredage være afgang fra London Heathrow kl. 15.15 med ankomst til Billund kl. 17.55 og returflyvning fra Billund kl. 18.40 med ankomst til London Heathrow kl. 19.25.

British Airways vil flyve ruten med en Airbus A320 med plads til 162 passagerer.

Ruten til London Heathrow bliver et fantastisk godt supplement til de allerede eksisterende hub lufthavne der flyves til fra Billund i dag og som giver dig mulighed for at rejse ud i Verden fra Billund til mere end 530 destinationer med kun ét stop. Med den nye forbindelse til London Heathrow bliver det nu blandt andet muligt at flyve med kun et stop til Austin i Texas, Phoenix i Arizona og San Diego i Californien.

British Airways har i en lang årrække været repræsenteret i Vestdanmark via sin franchise partner, Sun-Air, der med base i Billund bl.a. flyver 11 gange ugentligt til London City lufthavnen. Herudover flyver Sun-Air ligeledes i samarbejde med British Airways fra Billund til yderligere 6 europæiske destinationer.

Med den nye rute bliver der ugentligt 34 afgange direkte fra Billund Lufthavn til London med British Airways (LHR), British Airways, operated by Sun-Air (LCY) samt Ryanair (STN).

Billetter til London Heathrow fås fra kr. 305 og kan bestilles på British Airways' hjemmeside ba.com